”At gå i parterapi, er som at starte ved bjergets fod og bevæge sig opad, måske går man hver sin vej op og mødes på toppen og ser på udsigten sammen. Måske går man sammen op ad bjerget og guider hinanden, snakker om hvilken vej som er mest fornuftig, mest farbar og så ender man også på toppen og nyder udsigten sammen. Vi startede ved bjergets fod men vi nåede kun halvvejs, Anders gik ned igen og jeg prøvede at nå toppen, men nåede den aldrig, jeg kunne ikke se den, jeg var træt, der var og er stadig tåget, ingen sigt. Nu står jeg ved foden igen og går lidt rundt i området omkring bjerget, en mærkelig tilstand, det er ikke lige nu jeg skal bestige bjerget, måske kommer jeg aldrig til det men så vil jeg i mellemtiden nyde området omkring bjerget, der er nu meget smukt og det er rart at gå der alene og nyde stilheden, der er frodigt, grønt, varmt, jeg samler kræfter, til hvad ved jeg ikke og det er bare helt ok.”
- Anne Birgitte, Økonoma