Jeg er meget enig i den del af Kierkegaards citat, der siger, at det store i livet er at være sig selv. At være sig selv med en kontaktfuldhed, der gør os i stand til at både at sanse os selv inde fra, mærke hvad vi føler og vide, hvad vi tænker og som gør os i stand til at være i kontakt med andre. Og gid det så var så nemt, som man kan få en fornemmelse af det ”burde være”, når man læser den næste del af citatet. Hvis mennesket vil det så formår vi alle at være os selv, skriver Kierkegaard videre. Jeg er ikke enig. Både mine egne erfaringer og de mange erfaringer, jeg har fået igennem arbejdet med mine klienter (uanset alder) har vist, at viljen ikke altid er nok. Desværre.
Hvad nu hvis, man meget tidligt i livet, har måtte tilpasse sig i en sådan grad, at det at være sig selv, er som et ukendt land? Mange af de voksne klienter jeg møder i min praksis i København, har erfaret, at det at være sig selv med behov, følelser, holdninger og adfærd var farligt. De risikerede fysisk og/eller følelsesmæssigt omsorgssvigt, som fx at blive gjort forkerte, nedgjort, udskammet både direkte og mere subtilt. Jo tidligere de erfaringer er gjort, desto større er frygten. Den tidligste frygt er koblet på at dø og blive afvist af de omsorgspersoner, man er afhængige af. Når sådan en frygt opstår, så er vi mennesker heldigvis indrettet til at tilpasse os i overlevelsens tjeneste. Tilpasningen sker både fysiologisk/somatisk (muskler, bindevæv, organer mv) og psykiske ved at udvikle overlevelsesstrategier. Prisen er, at vi må ”opgive” mere eller mindre af os selv og så handler det ikke længere kun om viljen til at være sig selv.