Den 5. Marts 2020 skrev Mette Fuglsang i en kronik i Kristeligt Dagblad om sine egne erfaringer med psykiatrien og socialpsykiatrien og savnet af, at nogle går på gaden for de psykisk syge og de forhold, de lever og behandles under.
Den kronik ledte mine tanker hen på min egen private praksis, hvor jeg arbejder som psykoterapeut med speciale i stress og traumer (både udviklingstraumer og enkelt stående som traumer som fx operationer, overfald og ulykker). Jeg møder flere og flere klienter i slut 20’erne/start 30’erne, der siden deres teenageår har været tilknyttet psykiatrien.
Flere af disse klienter er efterfølgende endt i kontanthjælpssystemet. Fælles for klienterne er, at de ikke har følt sig set og respekteret i psykiatrien, som de mennesker, de er bag deres diagnoser. De har oplevet, at fokus har været på deres symptomer og behandling af disse. Selv har de en indre tro på, at de er mere og andet end de diagnoser, de har fået stillet gennem årene.
Det er med udgangspunkt i denne store indre ressource, at de har opsøgt mig. Alle har en historie om tidlige omsorgssvigt og/eller andre svære traumatiske oplevelser, som de ikke oplever, at der er blevet forholdt sig til og sat i mulig sammenhæng med de lidelser, de har.
Mine klienter ønsker mere af deres liv – de ønsker at få et liv, hvor arbejde og tætte relationer er en naturlig del. De ønsker at kunne tage vare på sig selv og bidrage til det samfund, som de også sætter stor pris på, har hjulpet dem hen ad vejen. Men jeg oplever, at de undervejs i deres forløb hos mig, bliver fanget i et indre dilemma af ikke at turde få det bedre og hvis de gør så slet ikke turde sige det højt, særligt til deres sagsbehandlere.
Og det er fordi at behandlingsproces og handleplaner ikke rimer!
Behandlingsprocessen som mine klienter er i gang med bla hos mig, handler i første omgang om at øge deres livskvalitet, så deres hverdag bliver fyldt med mindre angst, færre selvmordstanker og en reduktion af depressive symptomer.