Kan børn og unge få stress?

Stress har intet med alder at gøre. Så ja, børn og unge kan blive blive alvorligt stresset. Stress er sådan, at hvis omstændighederne er til det, så kan hvem som helst blive alvorligt stresset. Børn og stress er en alvorlig cocktail. Antallet af børn med stress er stigende, og mange børn har en hverdag, som vil gøre den mest hårdhudede voksne forpustet; de har en travl og hektisk hverdag med mangel på struktur og forudsigelighed.

Forældre-stress smitter

Forældrenes eget stressniveau har stor afsmittende effekt på barnet. Derfor skal man se på hele familiens trivsel og stressniveau og ikke blot behandle de symptomer, som barnet viser. De voksne i familien må hjælpes til at se på deres egen situation og dernæst støttes til de ændringer, der er nødvendige for, at barnet får en tryg hverdag, hvor det kan klare de udfordringer, det møder.
Årsag til stress hos børn er ofte et sammenfald af mange omstændigheder, f.eks.: en travl familie, lange dage i daginstitution, påvirkning af støj, en uoverskuelig hverdag, dårlige spise- og søvnvaner, mange timer ved TV og computer og traumatiske hændelser i familien. For voksne er indflydelse på egen arbejdssituation blandt andet afgørende for, om vi udvikler stress.

Det gælder ikke for børn. Børn har brug for at kunne overskue konsekvenserne af den indflydelse, vi giver dem. Derfor skal den indflydelse vi giver små børn, være afstemt i forhold til deres alder, modenhed og robusthed.

Stress forværrer sygdom

I dag ved vi, at sygdomme som astma, allergi og andre kroniske sygdomme forværres af stress, at langvarig stress medfører nedsat immunforsvar, og at stress giver forhøjet blodsukker. Langvarig stress påvirker hjernen, så muligheden for at lære nyt forringes. Men vi ved også, at berøring og massage har en positiv indflydelse på stress, og at humor, latter og moderat motion udløser endorfiner, som virker stressnedsættende på kroppen.

Hjernen gennemgår en sårbar udvikling gennem barndommen og er meget påvirkelig for stresshormoner. Hos et barn på tre år er hjernens størrelse 90% af den voksne hjerne, mens kroppen kun er 18% af den voksnes størrelse. Når barnet er fem år, er hjernen 95% af den voksne hjerne.

Denne sårbare udvikling kan forstyrres af stresshormoner, som blandt andet kan være årsag til manglende færdigheder for at danne relationer, tilknytning og for at udvikle social situationsfornemmelse og empati. Børn udsættes for stress, når de forventninger, vi har til, hvad barnet skal kunne klare, er for store. Det barnet har brug for og kan tåle er en oplevelse af, at det får opgaver, som svarer til dets udvikling.​

Tegn på stress hos børn

  • Manglende koncentration
  • Mange konflikter
  • Klager over mavepine og hovedpine
  • Spiseforstyrrelser
  • Søvnforstyrrelser
  • Afføringsproblemer
  • Angst- og tvangsfænomener
  • Børn og unge med stress får hovedpine, mavepine, afførings- og spiseproblemer.

Børn er forskellige

Børn med stress får hovedpine, mavepine, afførings- og spiseproblemer. Oftest sker der det, at barnet bliver behandlet for symptomerne og ikke for den egentlige årsag til, at barnet har disse klager. Måske udsættes barnet for forskellige diæter og alternative behandlingsformer.
Børn er forskellige og nogle klarer store belastninger, mens andre er mere følsomme og reagerer på små belastninger i hverdagen. Som forældre er det vigtig at være opmærksom på, hvad det er for et barn, man har.

- Er det en lille følsom størrelse, som har brug for en rolig struktureret hverdag med små overskuelige udfordringer.

- Eller er det en robust bulderbasse, der elsker alle nye udfordringer og overraskelser i hverdagen.

Disse to børn skal mødes forskelligt. Det følsomme barn har brug for en overskuelig dag uden de store overraskelser, men skal også en gang i mellem "skubbes" lidt ud i udfordringer og opleve, at han kan klare det. Bulderbassen, som klarer overraskelser og nye opgaver, skal en gang i mellem skærmes lidt for ikke at miste jordforbindelsen.

For alle børn er det vigtigt, at familiebasen er tryg og sikker. Det er her, den følelsesmæssige tilknytning grundlægges, det er her, barnet lærer at møde verdenen med tiltro, og det er herfra barnet bevæger sig ud i verden for at vende tilbage og få bekræftelse.

De erfaringer, barnet får gennem de nære voksne, er med til at ruste barnet til at møde hverdagens krav som udfordringer i stedet for som belastninger, og de strategier, som det trygge barn lærer i forhold til at klare belastninger og stress, vil barnet have glæde af, næste gang det møder nye belastninger.

adresseinfo

kontaktinfo

Telefon: 22 64 84 48

E-mail: cm@mstfc.dk

         © Christina Strømsted - Psykoterapeut MPF